Onsdag d. 17. April kl. 19:00, vil Hanne og Jens Eriksen vil fortælle lidt (?) om sidste års lange fugletur til USA med et par venner – Inge og Knud Pedersen fra Skagen.
De rejste i april/maj 2023 til det vestlige USA, hvor de besøgte en del kendte og mindre kendte steder i Californien, Arizona, Utah og Nevada.
Jens vil fortælle lidt om hele turen og krydre fortællingerne med deres flotte, flotte fotos fra de mange oplevelser de havde undervejs…..
NÆSTE “Onsdage med OAS”:
Onsdag d. 22 maj: “En Onsdag med OAS“: Hanne og Jens Eriksen fortæller om fuglelivet i sultandømmet Oman, landet, hvor de boede i adskillige år.. – flere oplysninger følger…
– en større ‘arv‘ af flotte, små udstoppede fugle – er i går landet på kasernen …..
Vores OAS-medlem – Esben Thomsen – ‘spottede’ lige en flok udstoppede, små fugle og tænkte straks på OAS, så han kom forbi i går aftes for at deltage i aftenens ‘Onsdags-birding‘ og for at overrække ‘vores arv’ til de fremmødte…
Flotte, små fugle – meget fint opsat sammen i en større glasmontre..
-en aften, med de Sønderjyske Sortspætter og en aften, der blev en
rigtig GOD oplevelse, for de mange, mange fremmødte…
Fotoet, er med forlov (!) , venligst lånt fra Biolog Anders Grøndal Nielsen, Birdwonders.com (C)
S O R T S P Æ T T E N (Dryocopus martius)
Endeligt oprandt dagen, hvor vi fik besøg af ”Spætte-Hans”s arvtager – Biolog Anders Grøndal Nielsen fra Aarhus, der ville fortælle os ‘lidt‘ om Danmarks største spætte – SORTSPÆTTEN..
Som vanligt på vores ’Onsdage med OAS’, var der mødt rigtigt mange op… endda så m a n g e, at ALLE stole var optaget – så ja, Anders måtte ’stå’ op i de 40 minutter (hmm..?) han proklamerede hans snak om aftenens Sortspætter formodentligt ville komme til at vare….
Efter MERE end 2 timer (!), måtte jeg desværre prøve, at stoppe Anders, så både han og hans kone kunne nå hjem til Aarhus, før midnat – inkl. de andre gæster, der også var kommet langvejs fra..
Der var rigtigt mange ret gode spørgsmål fra flere af de meget interesserede lyttere og alle fik lange og gode svar..
Biolog Anders Grøndahl Nielsen, har i flere år samarbejdet meget tæt med nu afdøde Hans Christensen (bedre kendt, som ‘Spættehans‘). Sammen observerede, tjekkede, målte, vejede, ringmærkede og registrerede de sortspætterne i hele Sønderjylland over en flerårig periode.
og som de sidste, var det Anders og hans hustru, der var ved hans side, da han sov ind 2. Marts i 2021. Han efterlod et enormt, stort arkivmateriale kun (!) til Anders, som han vidste ville være seriøs og god til at overtage og videreføre det arbejde, han nu ikke længere kunne klare selv..
På medlemsmødet i onsdags, delte Anders en masse herlige anekdoter fra hans tid med ringmærkninger med ‘Spættehans‘ med os. Anders,beskrev meget levende om selve ringmærkningsprocessen – som i øvrigt mest udføres på ungerne, når de er 2-3 uger gamle. – han berettede både om de ‘vellykkede fangster’ af Sortspætter og de få ’ikke så vellykkede’, hvor det eksempelvis, var en Allike eller Grønspætte der ‘røg‘ i nettet etc..etc..
Vi blev også ‘lige’ orienteret ‘fangstmetoden’ og de mange, lange og ret så besværlige forberedelser, der altid var – fra flere timer til flere dage (!) – før man kunne håbe på lidt held med at tjekke ind ved Sortspætten. De kunne starte flere dage før med at rive og feje alt det omkringliggende løv væk fra de områder de ville betræde. De måtte IKKE lave nogen form for lyd, når de listede sig frem – og i frost og snevejr, ja, så var det af med skoene og så liste videre på bare tæer… !
Vi fik også fine forklaringer om de meget små GPS-sendere de havde anvendte i en GPS-undersøgelse af de sønderjyske Sortspætter. Det var interessant at følge hvilke nøjagtige ‘vaneflyvninger’ de foretog. Om deres ret ‘faste‘ ruter skyldes søgning efter mad (myrer etc.) eller var gener fra støj el.lign., det ved man endnu ikke.
Beskrivelserne af den nok så vanskelige kunst det er, at fotografere Sortspætter var IKKE mindre underholdende – tvært imod..! Udstyret med lange stænger, stiger og stativer, samt klatreudstyr til at bestige de omkringliggende træer, afslørede tydeligt, hvorfor de fleste fotos, der findes af Sortspætter, er taget på lang afstand mod Sortspætternes ’huller ’ i bøgetræerne. De er m e g e t vanskelige at ‘fange‘ på et foto under flyvning.
Sortspætternes KALD… Vi lærte / hørte også om alle de ret så mange, mange forskellige kald Sortspætterne anvendte – der var ‘sang’ eller trommende‘kald‘, kvikkald – Allikekald, kald, når advarede eller var angste, kald, ved ankomst eller ved flugt..etc. etc. – en snes forskellige kald eller mere, var det vist, der blev nævnt..
og JA, der var ret stor enighed om, at dette var endnu en vellykket ”Onsdag med OAS”
– En aften, hvor jeg lige nåede, at døbe Anders til vores nye ”Spætte-Anders”, en titel han ydmygt takkede mig for og i en mail til mig skrev: ” PS. Jeg er meget beæret over at blive kaldt Spætte-Anders.“…
I formiddag hørte vi en trommen i huset. Det var måske en fugl, der var fløjet ind på tagetagen? Det blev ved med at tromme, og det viste sig, at det var en Stor Flagspætte, der skiftevis hamrede løs på hullet i to af vores fuglekasser. Den ene fuglekasse sad på garagen og den anden sad på et udhus. Indgangs hullet på begge fuglekasser var på vej til at ligne indgangen til et spættehul i et træ i skoven.
Stor Flagspætte kan vist godt tage unger og æg fra fuglekasser, men der er da ingen af dem nu?
Var her i dag på fotopirsch i Margrethe Kog, og her er et udvalg af hvad der kom foran linsen. Stor Kobbersneppe, Sølvhejre, Brushane, Strandhjejle og Sortklire.
Selvom det er januar og koldt, er Munke Mose i Odense på det seneste blevet et udflugtsmål.
Odense Å har fået en ny beboer, der slet ikke ligner de andre. Stor, grøn og meget mere iøjefaldende end de almindelige ænder, der svømmer rundt og venter på brødkrummer.
Anden er af racen Cayuga, der stammer fra Amerika og bliver opdrættet for at ende på menneskers middagstallerkner.
Men Odenses Cayuga-and har altså undsluppet sin skæbne og sin indhegning et sted, og nu har kæmpen (nok dobbelt Gråand) formået at tiltrække mennesker, der hellere vil se den grønne kæmpes flotte fjerdragt end sætte tænderne i dens kød.
Når man alligevel er i Odense er turen til Munke Mose et must.