Blog Image

OASblog

Om bloggen

Her kan du skrive om dine oplevelser, iagttagelser eller andet om foreningen og fuglelivet.

Du er velkommen som gæst. Send dit navn og email til per@berthing.dk, så bliver du oprettet.

Har du problemer med at oprette en blog, kan du sende tekst, fotos/videoer til mig, så opretter jeg en.

Kommentarer skal godkendes af Per, før de vises (for at undgå spam). Send evt. mail om ny kommentar.

Indlæg skal kunne læses af alle.

Klik her for en vejledning.

Til OAS-hjemmeside

Erfaringer med Merlin Bird ID (Sound ID) i forbindelse med en vinterpunkttælling – et 90 minutters eksperiment.

Fuglelivet Posted on 18 jan, 2023 23:11

I informationsskrivelsen til DOFs punkttællinger anføres at turene/ruterne skal gennemføres i uændret form fra år til år. I forbindelse med dette års vintertælling – 8. år i træk for mit vedkommende – valgte jeg at lave et lille eksperiment. Nemlig at medbringe Merlin Bird ID appen som et supplement til ”lytte”delen af turen, og dermed afvige lidt fra rutinen. Min turs officielle navn er ”Kær halvø – vinter”.

18 punkter a 5 minutters observation med Sound ID tændt på mobilen undervejs gav flere gode informationer. Registreringerne spændte fra 0 til 12 arter på de fastlagte punkter.  Over halvdelen af de registrerede fugle blev spottet ved synet. Sound ID kørte kontinuerligt med et sonogram af de registrerede lyde – og tiden kunne løbende følges, så det var let at holde de 5 minutter på hvert punkt. At ”se” lyden på sonogrammet samtidig med den høres er en stor hjælp ved tolkning og genkendelse. Umiddelbart når en lyd/stemme/kald analyseres af appen vises et billede af fuglen. Lydfilen kan senere afspilles til verificering. Især de høje frekvenser var appen hurtigere til at registrere, end jeg var – (f. eks: korttået træløber).  Overflyvende gæs blev registreret umiddelbart – inden flokken kom over tællepunktet. Og appen skelner endog mellem sort- og gråkrage! Også en vindrossel var den hurtigere til at fange, inden jeg så en bortflyvende ”drosselstor” fugl.

På billederne ses appens præsentation på mobilen, og der vises en liste over nogle af lydoptagelserne fra dagens tur,  og en gærdesmuttes utilfredshed er gengivet på sonogrammet.

Sidste billede er fra punkt 5 – umiddelbart ud for bombekrateret på Kær halvø, hvor de to bomber blev bortsprængt for to måneder siden.

At medbringe Merlin Bird ID i felten er som at have en MEGET erfaren ornitolog ved sin side. En anbefalelsesværdig app med mange spændende funktioner, som på det varmeste kan anbefales.

Mvh. Lars Peter.



EN AKTIV WEEKEND FOR OAS (“Ornitologiens Aktive Soldater”)

Foreningen Posted on 12 sep, 2022 20:27

Fredag:

OAS bestyrelse får præsenteret det nye lyse, flotte foreningslokale på Sønderborg kaserne. Beliggende på 3. sal med en fin udsigt over Alssund.

Lørdag:

Deltagelse ved Danfoss Universe, Naturens dag.

OAS tur i Felsted skov (21 deltagere).

Søndag:

Deltagelse ved Sønderborg Naturcenters åbent hus på Frydendal, Kær Vestermark. Overdragelse af foreningens lager af fuglekasser til Naturvejlederne v/Andreas Hermann med tanke på ophængning og undervisningsbrug i nærområdet.
Første gennemgang af lydfiler/sonogrammer fra lydoptagelser med foreningens nye Audiomoth udstyr fra Trillen og Tontoft nakke, indsamlet af Peter Schwartz Jensen og Dennis Langholtz.

OAS medlemmer opfordres til at sende forslag til optimal udnyttelse af det nye lokale på kasernen til kajabildgaard@stofanet.dk , da der inden længe afholdes bestyrelsesmøde med dette punkt på dagsordenen.

Flaget til tops på kasernen – vi har fået nyt OAS foreningslokale
Aktivitet på Kær Vestermark
Oliver i gang med at hverve yngre medlemmer til OAS

Med venlig hilsen Lars Peter Hansen.



Engfugle projekt.

Fuglelivet Posted on 18 maj, 2022 21:48

Der tælles engfugle på biotop A 19 – ingen adgang i yngletiden.

Optællingsperiode 2: 15.maj – 1.juni.

Dagen blev valgt, hvor der var svag vind fra NØ.

Der blev bl.a. noteret ynglende Edderfugl.

Mvh. Henrik Henriksen og Lars Peter Hansen.


Hærfugl meldt ud som BoligBirdingArt på DOFbasen i Bylderup-Bov! !

Fuglelivet Posted on 23 okt, 2021 09:39

En hurtig telefonopringning og – kort efter kommer Anders Ottos limousine (bird-) service forbi med et par fuglevenner.

På matriklen i Bylderup-Bov, hvor fuglen er meldt ud, får vi god guidning af Svend Anker Schwebs. Umiddelbart var fuglen ikke  ”på plads”, men efter en lille tur rundt i byen, hvor guidningen blev overtaget af en meget venlig lokal nabo – forbi købmand og kirke – lykkedes det at se fuglen flere gange,  ivrigt fouragerende.

Påfaldende tillidsfuld. Undervejs stødte et par sønderjyske fuglevenner til, og de kunne også føje et nyt kryds i bogen efter en fin oplevelse. 

Fuglen kan måske ses et par dage endnu, inden den fortsætter sydover.

Stor tak til guiderne i Bylderup-Bov.

Mvh. Lars Peter.



Naturens Dag på Danfoss Universe

Foreningen Posted on 14 sep, 2021 19:56

OAS-teltet ved Naturens Dag på Danfoss Universe den 11.september var et tilløbsstykke.

Dagen igennem var der meget travlt ved teltet. Talrige interesserede kom forbi til en fuglesnak , delvist lokket til af fuglesang fra det nye OAS-slideshow. Adskillige fik opgraderet deres fugleviden og hørte om gode fugle apps til telefonen.

Der blev udleveret et stort antal OAS-turfoldere og brochurer. Vi talte med gæster fra hele landet – og endog færøske fuglenørderier var der behov for at repetere. Også de lokale besøgte os – nogle endda flere gange. Gerda Clausen fra Skelde – som er kendt fra JVs skallesluger artikel fra maj  – måtte forbi teltet med familien et par gange.

Børn og voksne arbejdede flittigt med at placere fuglene på rette sted/rede – og det svandt hurtigt i karamelgevinsterne. De mere energiske spottede udsatte vadefugle ved søbredden med teleskopet.

Alt i alt en succesfyldt dag med fint vejr, god stemning og reklame for OAS. Vi stiller gerne op næste år – helst med samme perfekte placering i parken umiddelbart efter indgangen med vandudsigt.

Lars Peter Hansen



Hakkeorden – Ufred i Fredsmaj

Fuglelivet Posted on 25 mar, 2021 00:14

En fredelig formiddagstur omkring Fredsmaj blev mere dramatisk end sædvanligt. Først traf vi resterne af en delvist fortæret sangsvane i kanten af stien.

Derefter fulgte en ganske voldsom larm af gåsekald og mågeskrig fra området omkring øen i den sydlige del af søen. Det skulle vise sig at være en live demonstration af HAKKEORDEN i voldsomste udgave. To svartbage, der netop var landet i søen startede en massakre på en gåserede. Efter de havde mæsket sig, kom næste i hakkeordenen – sølvmågen – som havde ligget i kø et stykke tid. Grågåsen forsøgte indimellem angrebene ihærdigt at redde et af æggene. De sidste i hakkeordenen var kragerne, der tog hvad der var efterladt.

Billederne taler deres tydelige sprog. På sidste billede er alle deltagere i dramaet med – og et tomt æg i vandkanten.

(Vedrørende udtrykket HAKKEORDEN. Det blev første gang beskrevet af den norske naturforsker og eksperimental psykolog, Thorleif Schjelderup-Ebbe for 100 år siden. Hans PhD siges at være den mest citerede videnskabelige norske publikation!

Mvh. Lars Peter.



Ferietip – Hirsholmene

Fuglelivet Posted on 03 jul, 2020 17:07

Danmarks svar på Galapagos øerne

Da mange OAS-ere i år holder ferie indenlands hermed et tip til en billig og spændende fugleø-oplevelse.

For et par uger siden tog vi i forbindelse med et besøg i Nordjylland en endagstur til Hirsholmene med skibet ”Seadog” fra Frederikshavn. Formedelst 135 kr t/r/person for sejlturen til øgruppen beliggende 6 km øst for Frederikshavn midt i et større EU fuglebeskyttelsesområde.

Hirsholmen – den beboede ø i øgruppen – har aktuelt én fastboende. Der er intet drikkevand, så husk forplejning og drikkevarer.

I løbet af et dagsbesøg er der god tid til at bestige det gamle fyrtårn, slentre rundt på øen – kigge ind på kirkegårdene – og ikke mindst studere fuglelivet derovre. Man træder næsten på de talrige ynglefugle – tusindvis af måger, hundredevis af terner (split- og havterne) – og masser af tejster er dominerende. Tejsterne yngler på øens moler – og deres kække parringsritualer blev demonstreret. Udover de forventelige havfugle så vi en lokal specialitet – en skærpiber i lys sommerdragt på en sten ved kysten. Og medens vi ventede på skibet til hjemturen, kom en ringmærket sildemåge forbi.

Herunder et par ”godbidder” fra turen. Og billederne antyder at vejret var perfekt.

 ”Seadog” sejler to gange dagligt i sommerperioden og medtager op til 12 passagerer – så bestil plads i forvejen.

Lars Peter Hansen



This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.