I informationsskrivelsen til DOFs punkttællinger anføres at turene/ruterne skal gennemføres i uændret form fra år til år. I forbindelse med dette års vintertælling – 8. år i træk for mit vedkommende – valgte jeg at lave et lille eksperiment. Nemlig at medbringe Merlin Bird ID appen som et supplement til ”lytte”delen af turen, og dermed afvige lidt fra rutinen. Min turs officielle navn er ”Kær halvø – vinter”.

18 punkter a 5 minutters observation med Sound ID tændt på mobilen undervejs gav flere gode informationer. Registreringerne spændte fra 0 til 12 arter på de fastlagte punkter.  Over halvdelen af de registrerede fugle blev spottet ved synet. Sound ID kørte kontinuerligt med et sonogram af de registrerede lyde – og tiden kunne løbende følges, så det var let at holde de 5 minutter på hvert punkt. At ”se” lyden på sonogrammet samtidig med den høres er en stor hjælp ved tolkning og genkendelse. Umiddelbart når en lyd/stemme/kald analyseres af appen vises et billede af fuglen. Lydfilen kan senere afspilles til verificering. Især de høje frekvenser var appen hurtigere til at registrere, end jeg var – (f. eks: korttået træløber).  Overflyvende gæs blev registreret umiddelbart – inden flokken kom over tællepunktet. Og appen skelner endog mellem sort- og gråkrage! Også en vindrossel var den hurtigere til at fange, inden jeg så en bortflyvende ”drosselstor” fugl.

På billederne ses appens præsentation på mobilen, og der vises en liste over nogle af lydoptagelserne fra dagens tur,  og en gærdesmuttes utilfredshed er gengivet på sonogrammet.

Sidste billede er fra punkt 5 – umiddelbart ud for bombekrateret på Kær halvø, hvor de to bomber blev bortsprængt for to måneder siden.

At medbringe Merlin Bird ID i felten er som at have en MEGET erfaren ornitolog ved sin side. En anbefalelsesværdig app med mange spændende funktioner, som på det varmeste kan anbefales.

Mvh. Lars Peter.