Her torsdag den 5. november dukkede vandstæren op foran kameralinsen ved Krusåen, Kruså Møllesø. Den virkede ikke særlig sky, og kunne derfor forholdsvis nemt fotograferes på 10-15 meters afstand. Google position: 54.84316, 9.39493
En uge nordpå forbi Agger Tange, Klim Strand, Hanstholm, Vejlerne og Lille Vildmose gav fine fugleoplevelser.
Normalt tager turen fra færgen og til enden af Agger Tange 7-8 min., men er man fugletosset, kan det let tage flere timer. Der var udmeldt en Thorhane på Bird Alarm, men selv om vi undersøgte alle svømmende måger, fandt vi ingen Thorhane.
Turen blev lagt forbi Hanstholm Havn, inden vi camperede ved Klim Strand. Der var set mange Sorthovedet Måger, men vi så kun nogle få.
På en tur til vestkysten ved Thorup Strand (Bulbjerg) så vi 55 fouragerede Suler, der skiftevis dykkede i havet som en pilespids, hvorefter de fortærede byttet svømmende på vandet.
I Vejlerne er der flere søer med fugletårne. Det er et stort beskyttet naturområde/stort fuglereservat. I søen (Vestsøen) ved dæmningen var vi heldige at se Odinshane og Rovterne og selvfølgelig mange andre fuglearter.
Desværre viste Kongeørnen sig ikke i Lille Vildmose, men mange andre arter i søerne, specielt i den nyanlagte Birkesø. F.eks. var der Sangsvaner. Nogle af fuglene havde lagt et æg på søbredden.
Da mange OAS-ere i år holder ferie indenlands hermed et tip til en billig og spændende fugleø-oplevelse.
For et par uger siden tog vi i forbindelse med et besøg i Nordjylland en endagstur til Hirsholmene med skibet ”Seadog” fra Frederikshavn. Formedelst 135 kr t/r/person for sejlturen til øgruppen beliggende 6 km øst for Frederikshavn midt i et større EU fuglebeskyttelsesområde.
Hirsholmen – den beboede ø i øgruppen – har aktuelt én fastboende. Der er intet drikkevand, så husk forplejning og drikkevarer.
I løbet af et dagsbesøg er der god tid til at bestige det gamle fyrtårn, slentre rundt på øen – kigge ind på kirkegårdene – og ikke mindst studere fuglelivet derovre. Man træder næsten på de talrige ynglefugle – tusindvis af måger, hundredevis af terner (split- og havterne) – og masser af tejster er dominerende. Tejsterne yngler på øens moler – og deres kække parringsritualer blev demonstreret. Udover de forventelige havfugle så vi en lokal specialitet – en skærpiber i lys sommerdragt på en sten ved kysten. Og medens vi ventede på skibet til hjemturen, kom en ringmærket sildemåge forbi.
Herunder et par ”godbidder” fra turen. Og billederne antyder at vejret var perfekt.
”Seadog” sejler to gange dagligt i sommerperioden og medtager op til 12 passagerer – så bestil plads i forvejen.