Jeg var forbi Kruså Møllesø mandag den 17/2-20 sammen med Svend Anker Schwebs. Vi gik bl.a. målrettet efter mellemflagspætten, som efterhånden må betegnes som stationær dernede. Og vi var heldige.
Fuglen ynder at raste/fouragere i elletræerne ved stien. Jeg fik set fuglen komme indflyvende over husene og sætte sig midtvejs på stammen. Herefter kunne vi i 40 minutter observere fuglen ganske tæt på træet, uden at den på nogen måde viste tegn på uro eller forstyrrelse. Den er en utrolig stille fætter – den sad ofte ca. 10 min. helt roligt. Herefter kunne den så fouragere i små 2 – 3 minutter og bevæge sig lidt opad stammen, for herefter igen at raste stillesiddende i lang tid. Tro da pokker, at den er så svær at finde derude i naturen !
Der blæste en stærk vestenvind i mandags, hvilket også videoen viser. Fuglen gemte sig lidt i læ på stammen, men vinden ruskede godt op i den flotte fjerpragt. En super, super oplevelse med en sjælden fugl.
Dejligt med lidt vind i fjerene